höglandet, landmannalaugar, hekla, island

Højlandet

Højlandet

Er ferie for dig lig med nye oplevelser og overraskende aktiviteter? Noget med at besøge spændende byer, opleve nye kulturer og gå på opdagelse i menneskeskabte underværker i form af arkitektur med mere? Så skulle du måske for en gang skyld prøve det stik modsatte og begive dig langt ud i naturen, væk fra hverdagens stress og jag og det moderne livs mange forstyrrelser: Velkommen til det islandske højland.

Når du bevæger dig rundt i højlandet, kan du ikke undgå at blive blæst bagover af de rå naturkræfter. Hverdagens stress og larm er pludselig meget langt væk. Der findes kun lidt vegetation og ikke meget liv. Visse områder er helt golde. Ikke desto mindre imponerer området med sine utrolige kunstværker skabt af sten, sand, is, damp og vand. 

Og farverige rhyolitfjelde i gule, røde og grønne nuancer, kulsorte lavamarker og varme kilder indhyldet i damp. De varme kilder i Kverkfjöll har dannet spektakulære grotter under isen, og ved Askja kan man klatre ned i krateret Vítis for at tage en dukkert i det gullige, lerholdige vand. For foden af den hvide gletsjer ligger søen Hvítárvatn med sin glitrende, isblå overflade. Ruten Sprengisandur krydser højlandet fra nord til syd, og flankeres om sommeren af lilla gederams i fuldt flor. Hertil kommer en fantastisk udsigt over Vatnajokull-iskappen mod øst og Hofsjokull mod vest. I Þórsmörk venter underskønne grønne dale med små skovsøer omringet af høje, mørke fjelde.

Helt fra de tidlige bosættelser har mennesket krydset højlandet mellem nord og syd på hesteryg eller til fods. Det var en farlig og hård rejse, men den var f.eks. nødvendig for at komme til forsamlingerne i landstinget. Man kunne fare vild i tågen eller gå under i stormen, og hvis rejsen tog for lang tid kunne man dø af sult. Den dag i dag går rejsen selvsagt noget nemmere. Moderne transport gør det muligt at tilbagelægge rejsen mellem nord og syd via enten Kjölur eller Sprengisandur på en enkelt dag. Der findes guidede busture i begge retninger med stop i Þórsmörk, Landmannalaugar, Askja og Kverkfjöll.

Selvsagt kan du også køre dertil i egen bil, hvis du har valgt at leje bil på Island. Vær opmærksom på, at alle veje gennem højlandet kun er tilgængelige for jeeps. Selv vejene over Kaldidalur og Kjölur, som ifølge den officielle betegnelse ikke er højlandsveje (dvs. at deres vejnummer ikke begynder med F) kan være meget udfordrende, og biludlejningsfirmaerne tillader ikke kørsel på disse veje, med mindre man lejer en jeep. Vejen til Þórsmörk via Sprengisandur eller "bag fjeldene" via Landmannalaugar og Eldgjápasset krydser flere floder undervejs. Og nej – der findes ingen broer, man kører gennem vandet.