Vestlige Island
Den vestlige del af Island har en natur med en unik, skiftende karakter. Landet har formet og forandret sig over en lang tidsperiode, fra øen blev "skabt" for omkring 15-16 millioner år siden og frem til, at landet blev bosat. Samtidig med, at bosættelserne startede, begyndte den vulkanske aktivitet i dette område også at aftage.
Islands ældste bjerg ligger tæt på Kögur med grænse til Vestfjordene, mens det yngste bjerg ligger i bunden af Borgarfjord i den vestlige del af Island. Her finder du stort set alle typer af vulkaner, og den geotermiske varme viser sig i forskellige former, fra forfriskende naturkilder til den varme kilde Deildartunguhver, der har Europas største vandmængde (180 l/sek, 97 °C).
Der er meget tydelige spor af vulkansk aktivitet på Snæfellsnes, hvor den smukke og legendariske keglevulkan Snæfellsjökull strækker sig mod himlen længst ude på spidsen af halvøen. Det er forståeligt, at dette er blevet en nationalpark, og at de lokale beboere sammen har gjort Snæfellsnes til et bæredygtigt samfund med hovedfokus på turistindustrien.
De kræfter, der konstant pulveriserer jorden, har sat sit præg på naturen, lige som den vulkanske aktivitet har gjort det. Det er først og fremmest elve og skred fra gletsjere, der bevæger sig fra de centrale dele af landet og ud mod kontinentalsoklen. Resultatet af dette ses tydeligt, blandt andet i Breiðarfjörður med sine utallige øer, og i Vestfjordene, som er flænget af fjorde og dale, hvor brede elve styrter ned for enden af dalene.
Men det er ikke kun landskabet, der lokker. Den biologiske verden, og her primært fuglebestanden, er yderst frodig og mangfoldig. Breiðarfjörður er fuglekiggernes paradis, og her er der størst chance for at se en havørn, kongen af de islandske fugle. Ved Vestfjordene finder du de 3 største fuglefjelde i Europa, og det største er Látrabjarg.
Vestlandet og Breiðarfjord blev gennem historien hurtigt tæt befolket, hovedsageligt på grund af den frugtbare og frodige jord. Her udspilles også flere af de berømte islandske sagaer, noget som vesterlændingene på forskellige måder minder én om, for eksempel Reykholt, Snorri Sturlusons gård, Borgarnes, og Eiríksstaðir, Erik den Røde og Þjóðhildurs hjem, hvor Leif den Lykkelige siges at være født.
I de seneste år har bebyggelsen Borgarfjörður gennemgået en opblomstring, blandt andet rundt om de to nye universitetsbyer. I Bifröst er der en handelshøjskole, og i Hvanneyri er der et landbrugsuniversitet.
