Islands historie
Det islandske folk nedstammer fra Skandinavien, men har samtidig et stærkt keltisk islæt. Efter den første bosættelse i 874 blev landet hurtigt befolket i alle dets landsdele. I år 930 blev der for første gang kaldt til "Allting" på Thingvellir, og det var for at koordinere love og regler i det nye land. Således var Island oprindeligt en bonderepublik og et "klasseløst samfund" i den forstand, at der ikke var noget overherredømme i form af en konge eller adelige. I 1100- og 1200-tallet blev de berømte sagaer skrevet, og de lagde grunden til den rige litteraturarv, som det islandske folk bringer videre i dag.
I 1300-tallet kom landet under fremmed herredømme, og i de følgende århundreder indtil 1800-tallet oplevede islændingene store vulkanudbrud og var på samme tid plaget af sult, pest og udenlandske handelsmonopoler. Indtil midten af 1900-tallet var Island et relativt fattigt land, hvor de vigtigste industrier var landbrug og fiskeri. Under Anden Verdenskrig var Island besat af britiske og amerikanske tropper. I 1944 blev landet selvstændigt, og siden da er landets relative isolation blevet brudt af et opsving i økonomi og industri.