Reykjavik

Kultur og museer i Reykjavik

Reykjavik har et blomstrende og varieret kulturliv, og der er meget at opleve, hvad enten du interesserer dig for musik, mode, film, kunst, dans eller litteratur. Reykjavik Arts Festival og Airwaves er to ud af mange festivaler, som afholdes årligt og tiltrækker et internationalt publikum. For yderligere oplysninger om seværdigheder og aktiviteter se  www.visitreykjavik.is/events. De engelsksprogede aviser The Grapevine, What's on Reykjavik og Reykjavik Magazine indeholder også stof om aktuelle begivenheder.

Musik
Island har et aktivt musikliv, og der er mere at opdage end Björk og Sigur Rós. Besøger du musikforretningen 12 Tónar, kan du synke ned i en lænestol, og du kan få plader anbefalet, hvis du vil gå mere i dybden. Der er regelmæssige koncerter rundt om i byen. Hold øje med gratisaviserne for at se, hvad der sker. Om efteråret afholdes festivalen Airwaves med både islandske og internationale bands og dj's.
Islands Symfoniorkester har ofte internationale gæsteartister, men spiller også moderne islandsk musik. Koncerterne afholdes ofte i Háskolabio ved universitetet.  

Kunst
Kunstinteresserede kan tage til Hafnarhusid og se deres samling af islandske Errós tegneseriefigur-inspirerede værker. Her afholdes også udstillinger af andre islandske og internationale samtidskunstnere. Nationalmuseet har en stor samling af islandsk kunst fra 1800-tallet og frem. Den islandske landskabsmaler Kjarval har sit eget museum, Kjarvalsstadir, som også har andre aktuelle udstillinger og en god café. Museet ligger ved Miklatún, en stor park, som er populær om sommeren. Aktuel samtidskunst vises også i Reykjaviks utallige gallerier.  

Litteratur
Litteratur har siden de islandske sagaer haft en vigtig plads i den islandske kultur. På kommunebiblioteket (Borgarbókasafn) findes mange islandske forfatteres værker oversat til dansk. Prøv nobelpristager Halldór Laxness, Sjón, vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, eller Einar Már Gudmundsson og krimiforfatteren Arnaldur Indridasson, hvis romaner også er blevet filmatiseret. Lige uden for Reykjavik kan du besøge Halldór Laxness‘ hjem Gljufrasteinn. En multimedieudstilling præsenterer Laxness‘ liv og værker, og derefter får du en guidet rundvisning i huset, som har en fantastisk udsigt over bjergene og gården, hvor Laxness blev født.

Film
Islændinge er et filmelskende folk, og film har ofte premiere her, før de kommer til Danmark. Den islandske filmindustri er vokset, og filmskabere som Baltasar Kormakur og Dagur Kari har været repræsenteret på internationale filmfestivaler. Om efteråret afholdes Reykjavik International Film Festival, som viser en række interessante film og besøges af internationale filmskabere, skuespillere og journalister.