Generelt
Flere ting adskiller sig fra Danmark, når det handler om at køre bil på Island. Hastighedsbegrænsningerne er fx anderledes på bestemte vejtyper, og visse veje i fjeldene er ikke åbne om vinteren, hvor det er umuligt at komme frem. Det er derfor vigtigt, at I planlægger jeres bilvalg efter, hvilke veje I påtænker at køre på i forbindelse med jeres Islandsrejse.
Hastigheder og andre regler
Den højeste tilladte hastighed på Island er 50 km/t i byer, 80 km/t på grusveje på landet og 90 km/t på asfaltveje. Det er lovpligtigt at have lys på bilen både dag og nat. Det er lovpligtigt at bruge sikkerhedssele, og islandsk lov forbyder også enhver form for kørsel i alkoholpåvirket tilstand.
Tankstationer
I Reykjavik og omegn har de fleste tankstationer åbent til kl. 23:30 hver dag. I resten af landet kan åbningstiderne variere fra sted til sted. Mange tankstationer i Reykjavik-området og større samfund har automatstationer, som er åbne, efter at kassen er lukket. Disse accepterer som regel de mest almindelige kreditkort og sedler.
Vejkort
Det er nødvendigt at medbringe et kort for at sikre en behagelig og sikker rejse. Vejkort kan fås på det lokale turistkontor, hos boghandlere og tankstationer over hele Island.
Vejnettet
Den såkaldte "Ringvej" (Rigsvej 1) løber rundt om hele Island, og størstedelen er asfalteret. Denne kystvej er et godt udgangspunkt til at nå de fleste seværdigheder på Island. Ringvejen er 1.339 km lang, og det tager, afhængigt af antal stop, 5-10 dage at komme rundt. Vi anbefaler, at I bruger mindst 7 dage.
Ud over Rigsvej 1 er der et veludbygget net af mindre veje, og man kan komme til stort set alle større attraktioner med bil. Vejene kan være både asfalterede og grusbelagte – de fleste fjeldveje i indlandet er dog grusveje. Disse grusveje har ofte et løst lag, især ude i vejkanten, så kør forsigtigt, og sænk hastigheden, når I møder anden trafik.
Fjeldvejene er også ofte meget smalle og ikke velegnede til hurtig kørsel. Mange broer, der krydser vandløb, er smalle og har ofte kun én kørebane. Grusvejene i indlandet har også ofte mange sving. Samtlige biler med 2-hjulstræk samt Skoda Octavia Station 4WD (D-klassen) må ikke køre på veje, der er mærket med F (på vejkort) samt Kjölur (vej nummer 35) og Kaldidalur (vej nummer 550). Kørsel på disse veje kræver en bil med 4-hjulstræk.
Åbning af fjeldveje
De fleste fjeldveje er lukkede frem til slutningen af juni eller senere, fordi våde og lerede forhold gør dem helt ufremkommelige. Selv efter at vejene er åbnet for trafik, er de kun fremkommelige for køretøjer med 4-hjulstræk. Det er altid tilrådeligt at to eller flere køretøjer rejser sammen. Inden I begiver jer ind i indlandet, skal I være godt forberedt og skaffe information om vejforholdene. Medbring altid et detaljeret vejkort.
Gennemsnitlige åbningsdatoer for fjeldveje:
Lakagígar F206 12. juni
Fjallabaksleið nyrðri F208
Sigalda – Landmannalaugar 12. juni
Landmannalaugar – Eldgjá 23. juni
Skaftártunga – Eldgjá 4. juni
Fjallabaksleið syðri F210
Keldur – Hvanngil 30. juni
Hvanngil – Skaftártunga 30. juni
Landmannaleið F225
Dómadalur 15. juni
Emstrur F261 24. juni
Kjalvegur F35
Gullfoss – Hveravellir 11. juni
Hveravellir – Blönduvirkjun 2. juni
Sprengisandsleið F26
Hrauneyjar – Nýidalur 27. juni
Nýidalur – Bárðardalur 27. juni
Skagafjörður F752 3. juli
Eyjafjarðarleið F821 6. juli
Askja F88
Askja – Herðubreiðarlindir 19. juni
Askja – Dreki 20. juni
Öskjuvatnsvegur F894 21. juni
Vesturdalur (Hljóðaklettar) F862 8. juni
Kverkfjallaleið F902 19. juni
Uxahryggjavegur 52 5. juni
Kaldadalsvegur F550 13. juni
Vær opmærksom på, at:
- Det er forbudt at køre uden for vejbanen.
- Det kræver en bil med 4-hjulstræk, hvis man vil køre over det islandske højland og være dækket af forsikringen.
- At alle advarselsskilte skal tages med største alvor. På Island er en advarsel altid velbegrundet.
- De fleste fjeldveje er lukkede til slutningen af juni, fordi våde og lerede forhold gør dem helt ufremkommelige.
- At det tager længere tid at komme rundt, fordi hastighedsbegrænsningerne i visse områder er lavere.
Mere information:
Information om vejenes farbarhed og åbningstider: Den islandsk stats vejforvaltning (vegagerdin.is/english)
En guide/video om bilkørsel Island fra den islandske stats vejforvaltning (umferdarstofa.is/page/english)